Bo på Thors Bakke

Ældrecenter Thors Bakke ligger i Randers midtby lige ved siden af Randers Sundhedscenter.

Thors Bakke består af 47 ældreboliger med mulighed for kald og en aflastningsplads. Seks af boligerne har plads til to beboere, så f.eks. ægtepar kan bo sammen.

Vores beboeres plejebehov er meget forskellige. Nogle af vores beboere er stort set selvhjulpne, men har brug for støtte til enkelte daglige gøremål, mens andre skal have meget støtte i det daglige. Vi har et aldersspænd fra 45-100+ år.

En ældrebolig på Thors Bakke er på mange måder som et hvert andet lejemål – blot med den forskel, at der er hjælp og støtte fra fagpersoner lige ved hånden.

Din hverdag i en ældrebolig afhænger meget af, hvordan du gerne vil leve dit liv. Kan du lide at sove længe, læse gode bøger, se TV og få besøg af familien, så kan du stadig gøre det i din bolig på Thors Bakke.

Der er ikke besøgstid i din bolig. Det er dit hjem, og du bestemmer selv, hvornår du vil have besøg, og hvem du vil have besøg af.

Hvis du har lyst, kan du deltage i forskellige aktiviteter med personalet og andre beboere på Thors Bakke.